Silkeborg, Denmark
+45 61309802
rp@randiplesner.dk

Bliver livet godt igen?

Bliver livet godt igen?

Bliver livet godt igen eller er du ulykkelig og nedbrudt?

Bliver livet godt igen, når du én gang er blevet nedbrudt og skamferet på sjælen? Når du er ulykkelig og uden håb? Forestil dig, hvad der får en person til, slet og ret at skamfere og ødelægge en plante – blot for at nedbryde det den repræsenterer. Hun går hen til den, og de mørke tanker som hun konstant har et sted i sit sind, bliver næret og blusser op igen. Og så sker det.

De mørke tanker får hende til at nedbryde ved at rive bladene af, knække stænglen i flere små stykker, rykke det hele op fra jorden i potten, og derefter smide alt levende i skraldespanden. Efterlader stænglen næsten uden håb for et nyt liv. Bliver livet godt igen for denne plante efter den behandling?

Tænk, hvis dette også gjaldt et menneske? Tænk, hvis et nedbrudt menneske, som igennem lang tids manipulation, langsomt har mistet sit selvværd, sin værdighed, sin selvtillid, og nu ligger tilbage i “skraldespanden”. Tænk, hvis han spørger sig selv: “Bliver livet godt igen, nogensinde?” For lige dér, hvor han ligger i “skraldespanden” helt uden håb og kræfter, tror han ikke på det. 

Hun havde selv givet planten liv…

Det var måske egentlig hende selv, der havde plantet planten som en aflægger fra en større plante, ladet den slå rod, og vandet den. Så havde hun stillet den et sted, hvor den ikke fik lys nok, og de nederste blade var begyndt at falde af. Men den havde gjort sit bedste for at overleve på de betingelser. Sat et nyt blad. Vokset lidt. Men den trives ikke på den manglende opmærksomhed.

Hun har nu været væk et stykke tid, og da hun ser planten, ødelægger hun den ved at pille den fra hinanden. Hun ønsker at nedbryde den. Hun smider delene væk. Og så går hun vredt sin vej. 

Vi fandt et lille stykke af stænglen i skraldespanden. Ingen blade. Ingen rødder. Kun lige akkurat det liv, der var i de 15 cm stængel, som det ikke havde været muligt at nedbryde. Jeg fandt en lille, grøn vase, hældte vand i, og satte stænglen i vasen. Hver dag kiggede jeg til stænglen for at se, om den var ok. Et par gange om ugen skiftede jeg vandet i vasen. Jeg tog stænglen op, strøg forsigtigt de alger, der dannede sig på den væk, for at den ikke skulle rådne. Jeg passede og plejede den, så godt jeg kunne, og gav den den opmærksomhed jeg fornemmede der skulle til, for at den en dag måske ville beslutte sig for at  starte forfra med bittesmå rødder. Og jeg funderede på, om livet bliver godt igen efter sådan en behandling – for det tog tid for stænglen at komme sig.

nyt liv

Det første spæde blad

Glæden var stor, den dag hvor det skete! Jeg begyndte at håbe på, at den også fik kræfter til at sætte et lille blad. For så ville den kunne tåle lidt ekstra næring og opmærksomhed i form af jord. Og en ny, smuk potte, som passede til den i størrelse og farve og alt det der. 

Og så en dag kom det første lille blad. 

Få dage senere kom det næste.

Og rødderne var blevet større og stærkere. 

Og endelig kom dagen, hvor det var tid til et miljøskifte. 

Den lille spæde stængel havde selv svaret på spørgsmålet om livet bliver godt igen, med et håbefuldt JA.

Den bad nærmest om mere næring. 

Mere kærlighed. 

Mere støtte. 

Den skulle have en fin ny potte. Vasen havde været udvalgt, så den grønne farve kunne skærme om plantens rødder

Nu skulle de have ro til at vokse sig stærke i den næringstilpassede jord. Stille og roligt.

Miljøskifte

Nu er planten i sin nye, lille potte, med god havemuld omkring de fine rødder. Og den har fået en plads lige ved siden af min Azalea, som jeg fik af min svoger ved juletid. Azaleaen kræver nemlig også ekstra opmærksomhed hver dag – bare fordi den er så’n lidt krævende med vand og lys. 

Det ser nu endelig ud til, at den lille, nye plante – det er forresten en Begonia Corallina “Angel Wings” – en dag om ikke så længe bliver til en stor og stærk plante med masser af livskraft. Lys, vand, næring og kærlig opmærksomhed; så bliver den som ny igen. Og kan give sin kraft videre i nye aflæggere og glæde mig med sine smukke englevinger og røde blomster. Den får snart brug for en potte at bo i 🙂 Og livet bliver godt igen.

Urkraft – umulig at slå ihjel

Jeg tror på, at urkraft er tæt på umulig at slå ihjel. Urkraftens inderste kerne, dens sjæl, er alt for stærk. Den kan ikke lade være med at leve. Urkraften bor i alt levende. I planter, dyr og mennesker. Den er forudsætningen for livet. Den er skabt af de første atomer og bakterier her på kloden, og endda af de allerstærkeste af disse bakterier. Den enorme styrke er blevet stærkere for hver generation og hver eneste evolutionsfase, helt op til der hvor den – og vi – er nu. Den har gennemgået modstand, sygdom, ondskab, uvidenhed, krig imellem bakteriearter – og senere dyre- og plantearter – og den har måttet udstå vores klodes mange klimaskift. Den er fantastisk stærk, den urkraft. Det tror jeg på. Bliver livet godt igen efter nedbrud? Det er jeg sikker på er muligt.


Ulykkelig og nedbrudt

Tænk, hvis denne plante var et menneske i stedet for? Tænk, hvis et nedbrudt menneske, som igennem lang tids manipulation langsomt har mistet sit selvværd, sin værdighed, sin selvtillid, og nu ligger han tilbage i “skraldespanden”. Har et lorteliv. Uden håb. Ulykkelig. Tænk, hvis han spørger sig selv: “Bliver livet godt igen, nogensinde?” For lige dér, hvor han ligger i “skraldespanden” helt uden håb og kræfter, tror han ikke på det. 

Og så en dag ser du eller jeg dette menneske og tænker: “Dette skønne menneske lider. Han eller hun har ondt. Har stress. Uden håb for et nyt liv. Her kan jeg gøre en stor forskel. Jeg tror på det liv, han/hun har tilbage. Måske er det et lorteliv lige nu. Men jeg ser de værdier, som er gemt under overfladen af flosset selvværd og følelsen af håbløshed. Det her menneske kan jeg hjælpe frem til, at livet bliver godt igen. Det her menneske vil jeg elske.”

Vi elsker bare

Vi tager dette nedbrudte menneske ved hånden, lærer det lidt at kende for at kunne mærke, hvad der skal til for at hjælpe, og så giver vi det den næring og støtte der skal til for at livet kan vende tilbage. Ikke for meget næring. Det kan nemlig være for overvældende. Heller ikke for lidt. Tilpasset næring i såvel kvalitet som mængde.

Vi stiller ingen krav til gengæld. 

Vi elsker bare. 

Vi støtter.

Hjælper.

Sparrer med dette menneske. Stryger det over håret. Omfavner det. 

Lytter. 

Forstår.

Plads til at hele og vokse

Vi giver plads, når mennesket træder sine første skridt igen. Tilgiver når skridtet fejler. Står parat, når mennesket kommer tilbage igen og må tage et skridt eller to baglæns.

Og vi sørger for hele tiden at være præcis der, hvor vi tænker, at dette menneske har brug for os. For vi har nemlig selv overskuddet til det. Vi har også den indre ro og styrke der skal til for at sætte os selv ud på sidelinjen og bare følge mennesket på vej. 

For det her handler ikke om dig eller mig. Det handler om dette menneske. 

Fordi, for os er livet blevet godt igen. Vi har måske selv gået denne tunge vej. Been there, done that. Vi ved, at vi er en statist – ikke en hovedperson – i dette menneskes liv.

Vi ser hvordan der lidt efter lidt begynder at komme liv i øjnene på mennesket igen. De første spæde “rødder”: Viljen til at ville leve og håbet om at livet bliver godt igen, spirer frem. Og vi kan nu ligeså stille justere vores kærlighed og næring, så det hele tiden passer til dette menneskes behov. 

Hans eller hendes øjne bliver klarere, og smil og latter kommer oftere og oftere. I griner sammen. 

Lyset forude kommer tættere på

Og så en dag ser du ind i menneskets øjne, og du ser, at nu elsker han eller hun igen. Elsker livet. Elsker sig selv. Elsker sine venner. Elsker dig. Du ser, hvordan der gradvist er “kommet blade” på. Hvordan mennesket ligeså stille og roligt bevæger sig væk fra alt hvad der gjorde ondt og var skadeligt. Du oplever måske hvordan mennesket lidt efter lidt bygger på sig selv, finder nye værdier, får ny energi. Og han eller hun møder sine omgivelser med tro og håb for fremtiden. En dag flytter mennesket væk fra de rammer, som han engang klamrede sig til og troede var de eneste rammer der kunne give ham den livsvigtige tryghed. Han eller hun ønsker nu et miljøskifte. En “ny potte”.

Det er også den dag han finder ud af, at han kan gå selv. Uden hjælp. Uden krykker. Og det er den dag, han eller hun finder ud af, at livskraften – urkraften – faktisk boede inde i ham eller hende selv. Og at den var netop så stærk, at livet bliver godt igen – og værd at leve.

Læs her om Nyt Liv. Yes, you can!